Om at være optimistisk klimarealist

Tanker efter Klimafolkemødet 2023

Jeg har længe været den, der i samtaler med venner og bekendte, har erklæret, at jeg er håbefuld, når det kommer til fremtiden og den grønne omstillng. Ikke naiv, men håbefuld. Det er flere gange blevet mødt med en undren, et ’men ved du ikke, hvor galt det står til’-udtryk, eller med den konsekvente afværgning: ’Hope is not a strategy’.

Fredag d. 1. september var jeg til Klimafolkemødet i Middelfart under en strålende sensommersol, og jeg er stadig håbefuld, for jeg kunne konstatere, at håb også var en stor del af indholdet.

Årets klimataler, fremtidsforsker Anne Skare Nielsen, holdt f.eks. en håbefuld tale om, hvordan verden så ud i 2033, og hvor vi får længst var gået fra ’mere’ og ’hurtigere’ til ’bedre’ og ’nok’. I 2033 har vi nok. 'Verden er ikke af lave, den er ved at være lavet’, som hun sagde.

Jeg overværede også en samtale med bl.a. professor og tidligere vismand Steen Hildebrandt, som sagde, at der bliver nødt til at være håb. Uden håb, er der ingen vision. Så hvor skal vi hen? Hvilken verden skal vi skabe? I en verden i forandring, har vi brug for en vejviser.

Jeg var til en spændende debat om 4-dages arbejdsuge ud fra et klimaperspektiv, hvor Pernille Garde Abildgaard fortalte om sin erfaring ved at etablere en 4-dages arbejdsuge på en lang række arbejdspladser, som udover at fastholde effektiviteten og trivslen blandt medarbejderne, også reducerer klimaaftrykket - op til 20 procent, fordi der er mindre transport og mindre produktion, hvis virksomhederne holder lukket en ekstra dag.

Og så var der håb i at se de tusindvis af gæster, der engagerer sig. Og at tale med tidligere kollegaer, studiekammerater og samarbejdspartnere, som alle har den grønne omstilling som omdrejningspunkt.

Så hermed endnu et slag for, at håb KAN være en strategi. Jeg vil gå så langt og sige, at håb er en basal nødvendighed i en verden i hastig forandring. (Udover en ambitiøs grøn politik, naturligvis.)