Ingen kommer til dig, hvis de ikke ved, hvem du er. Ingen vælger dig, hvis de ikke ved, hvad du står for - og hvilken forandring, du kan skabe for dem.

Løsningen starter med godt, relevant indhold. Og at have modet til at vise din personlighed og faglighed frem. Det hjælper jeg med.

Bag om din (måske) kommende samarbejdspartner:

“Jeg kan godt lide ord, hvor der ligger tanker bag, fordi jeg hører så mange, hvor det ikke er tilfældet. Rikke er god til at spare på ordene. Til gengæld er det, hun siger gennemtænkt, og hun vil noget med det.”

Ordene er Bertel Haarders og kommer fra et interview i et magasin, hvor han taler om inspirationskilder - i hans tilfælde den lokale, velformulerede præst. Jeg har det ligesom Haarder, når det kommer til mit fag. Der er så mange ord, og så mange dagsordener, men der er også meget støj. Alle kan som udgangspunkt kommunikere. Men god, værdifuld kommunikation kræver kreativitet, viden og en stærk strategi, hvis det skal give mening for andre end afsenderen selv. Det hjælper jeg med.

Jeg elsker at omringe mig med mennesker og samarbejdspartnere med idéer og visioner. Jeg synes, stærke holdninger er forfriskende. Jeg synes, klare værdier er et must. Jeg begejstres over personer med en sag, idé og et drive, personer der tager chancer, og som har en holdning til den verden, de er en del af. Måske er kommunikation og positionering ikke deres stærkeste side, men det er her, hvor jeg kan hjælpe dem med at skille sig ud. Jeg er stærkt optaget af at bidrage med meningsfuld kommunikation, der rykker ved den verden, vi er en del af - og af at have et meningsfuldt arbejdsliv, hvor jeg spiller andre bedre.

Bureaukrati, floskler,, ’plejer’ og holdningsløs kommunikation keder mig. Derfor får du ikke det med i pakken, når du arbejder med mig. Til gengæld får du en ambitiøs, dygtig og holdningsdrevet kommunikatør, som skærer ind til benet, og som tager nedenstående erfaringer med mig, hvis vi skal arbejde sammen om at få din virksomhed eller personlige brand præsenteret for omverdenen.

Min faglige baggrund


2021-nu: Selvstændig kommunikationsrådgiver

2020-2021: Kommunikationsansvarlig for Klimafolkemødet

2019-2020: Selvstændig journalist, Hedegaard Media, med fokus på klima og grøn omstilling

2018: Barselsorlov

2012-2017: Kommunikationskonsulent, Wonderful Copenhagen

2012: Uddannet journalist fra Danmarks Medie. og Journalisthøjskole

Hele mit cv og eksempler på arbejde og projekter kan du se mere udførligt på LinkedIn (og connect endelig med mig, hvis du alligevel er inde og kigge.)


 

Jeg har arbejdet professionelt med kommunikation og markedsføring i 10 år i privat og kommunal regi - og derimellem som selvstændig journalist og kommunikatør. Jeg har skrevet og udformet kampagner, budskaber, dagsordener, digitale strategier og pressehistorier, og jeg har fået historier og budskaber ud til relevante målgrupper og medier.

I 2021 sagde jeg mit job op for at blive selvstændig kommunikationsrådgiver. Min mission er at hjælpe virksomhedsejere med at få succes med deres forretning ved at styrke deres faglige brand og deres positionering.

Jeg motiveres ved, at der er meget på spil for de ildsjæle, der har etableret deres eget, ofte fordi de ønsker at gøre en forskel med deres virksomhed, eller fordi de vil bidrage med noget unikt. Når de får den rette hjælp til at professionalisere deres brand og kommunikation, øges chancerne for at tiltrække nye kunder og skabe indflydelse og større omsætning. Det er en stor motivation for mig at være med til at hjælpe med netop det.

Jeg er desuden stifter at kvindenetværket Danehoffet, et fagligt erhvervsnetværk for überseje kvinder, som mødes for at diskutere emner, der vedrører vores arbejdsliv.